< Tilbage

Rocklegenden og sangeren Tom Petty er død03-10-2017 - 09:23

Den kendte amerikanske sanger nåede at afslutte jubilæums turné.

Der var i første omgang tvivl om Tom Petty var død. Men nu har familiemedlemmer og en talskvinde i følge flere nyhedsbureauer meddelt, at Tom Petty er afgået ved døden her tidligt tirsdag morgen, dansk tid, efter tidligere at være blevet ramt af et hjertestop. Tom Petty blev 66 år.

Thomas Earl Petty blev født i Gainesville i Florida d. 20. oktober 1950. I 1976 blev den musikalske karriere for alvor indledt med gruppen Tom Petty & The Heartbreakers. Og Tom Petty blev sidenhen tre-dobbelt Grammy Award vinder, og blev i 2002 optaget i Rock And Roll Hall Of Fame.

Diskotek Venus DJ Peter Christensen fik i hans tid som studievært på Radio Viborg kendskab til Tom Pettys musik. Og det er blevet til talrige afspilninger af sange i radioen som 'Learning To Fly', 'Into The Great Wide Open' og 'Free Fallin' som de mest foretrukne sange.

Og det gav genlyd ikke bare for Peter Christensen, men for alle musikfolk verden over, da nyheden i 1988 kom om gruppen Traveling Wilburys. Her var Tom Petty med til at skrive musikhistorie sammen med Bob Dylan, George Harrison, Jeff Lynne og Roy Orbison. På under en uge blev der både skrevet, komponeret og indspillet sange til et helt album, som hurtigt blev udråbt til at være blandt verdens 100 bedste albums.

Tom Petty And The Heartbreakers fortsatte dog også med at eksistere. Og det er såmænd ikke længere siden end i sidste uge, at de afsluttede deres sommer-turné. Mandag 25. september spillede de i Hollywood Bowl i Los Angeles deres sidste koncert i turneen, som markerede 40-året for bandet. Og det kan derfor virke som noget af en tilfældighed, at Tom Petty afgår ved døden så kort tid efter afslutningen på den minderige turné.

Æret være Tom Pettys minde....



< Tilbage