Radio Viborg Classic - DJ Peter Christensen retro
Det velkendte Radio Viborg logo med den ikoniske frekvens 103,8 Mhz.Glæd dig til at opleve DJ Peter Christensen fra Diskotek Venus når han skaber fest og stemning, med glade genhør og lyden af Radio Viborg med den gode musik, som han blev kendt for at spille som studievært, specielt fra 1985 til 1995.
Da Radio Viborg i sommeren 1985 begyndte at sende døgnet rundt, manglede radioen studieværter. Peter var på det tidspunkt lige blevet 19 år, og havde 5 års erfaring som DJ.
I flere år forinden havde han lyttet ivrigt til Radio Luxembourg, Ugens Top 20 med Jørgen de Mylius, Fanfare og mange andre musikudsendelser i radioen. Så nu da Radio Viborg søgte studieværter greb Peter chancen, og kørte til Viborg til et møde på radioen. Efter en samtale med Radio Viborgs daværende programchef Stig Hartvig Nielsen, fik Peter i første omgang tjansen som vært i programmet 'Nattevagten' søndag nat fra midnat til kl. 05!
Der gik dog ikke lang tid før at Peter viste evner og talent, som rakte til meget mere end blot at lave radio om natten. Så i tiden frem til 2005 kunne DJ Peter Christensen jævnligt høres i programmer som Arbejdsvitaminer, Morgenservice Radio, Serviceredaktionen, Drejeskiven og Morgenmusik. Og ikke mindst også talrige fredage fra kl. 23 - 01 med programmet Natekspressen. Han prøvede også at være bingovært, og var i en periode også vært på Radio Viborgs sportsudsendelser søndag eftermiddag. Der er angiveligt også flere som husker Peter som nyhedsvært, da han fra 2001-2004 var ansat på Radio Viborgs nyhedsredaktion. Peter sluttede sin tid som studievært i 2005 som morgenvært på det daværende Viborg Guld FM.
DJ Peter Christensen spiller en række af de mest populære sange fra Ugens Top 40 på Radio Viborg.Her mange år efter Radio Viborgs storhedstid i firserne som landets mest aflyttede lokalradio, så møder Peter ofte gæster til mange af de fester han spiller til, som savner lyden af musikken og de kendte stationsjingler fra det gamle Radio Viborg.
Derfor tilbyder Diskotek Venus og DJ Peter Christensen nu også formatet 'Radio Viborg Classic' til de som vil holde en god fest til lyden og meget af musikken fra Radio Viborg før i tiden. Her er den gode musik fra firserne og halvfemserne i fokus. Også noget af den mere spektakulære slags. For eksempel sangen 'Wild Ting' med Georgs Bureau. Som studievært var Peter med til at gøre denne satiriske sang til et kæmpehit i det store midtjyske område! 'Wild Ting' har opnået kultstatus, men der er dog næppe mange udenfor Midtjylland, som kender denne obskure sang!
Når Diskotek Venus bookes til at komme med 'Radio Viborg Classic' omfatter det naturligvis også et genhør med udvalgte jingler og lydeffekter, som var et særkende for Radio Viborg. Og der bliver også genhør med Radio Viborgs første singlehitliste 'Top 20', som blev præsenteret d. 25. marts 1984. 'Top 20' hitlisten blev sidenhen til 'Ugens Top 40' som var oversigten over de 40 mest solgte singleplader i det store midtjyske område.
Glæd dig til en festlig aften med masser af gode genhør med Radio Viborg klassikere som 'Touch By Touch', 'Walk Of Life', 'Wenn I Mit Dir Tanz', 'Faster & Faster', 'Tausendmal Du', 'Hjem Til Århus' og mange mange flere...!
Diskotek Venus med 'Radio Viborg Classic' kan bookes til både private fester eller til store forenings- og byfester, osv.
Kontakt Diskotek Venus for priser og ledige datoer.